Jeg tror, at jeg for et par dage siden fik en kompliment – jeg vælger ihvertfald at høre den som én sÃ¥dan og den satte en tankestrøm igang. Du kan læse historien her: 

Jeg stÃ¥r sammen en kær sangkursist og ven og kigger pÃ¥ de billeder der hænger i indgangen til mit Sanghus. Det er gamle billeder fra da jeg deltog i ” SÃ… DET SYNGER ” pÃ¥ TV2 i 2008 og fra min første CD udgivelse i 2009.  Hun siger: ” Jeg kan slet ikke kende dig pÃ¥ de billeder. Hvis jeg ikke vidste, det var dig, sÃ¥ ville jeg ikke kunne se det “. 

Når jeg selv ser på billederne, så kan jeg godt se at hårfarven er sort, kinderne er lidt rundere og der er sket noget med tøjstilen. Men det vigtigst er, at min følelse for de billeder er, at på det tidspunkt føltes det helt rigtigt at se sådan ud. Mit sangfirma var i kraftig vækst, jeg mødte både modstand og jubel og jeg havde brug for det sorte og senere korte hår, for at holde fokus og gøre mit projekt så strømlinet og forståeligt, at rammerne kunne bære alle de kaotiske følelser jeg var fuld af.

Der skulle være overenstemmelse imellem det jeg sÃ¥ i spejlet, og den vej jeg gerne ville – fremad og ud med mit budskab. 

Jeg er konstant forandring, mit behov for at optimere og udvikle mig er gigantisk, så når jeg ser på de billeder og lytter til de ord hun sagde, så bliver jeg glad. Det betyder for mig, at mit ydre følger mit indre i samme udviklings takt, og at der er overensstemmelse imellem det jeg tænker, mærker og føler i min mentale verden og det jeg gør i den fysiske verden. 

Min værste frygt er stagnation, at være fastfrosset og stiv; i tanke, sind og udtryk.

Hvad er din? 

kh Gitte

ps: Her er de 2 billeder, så kan du selv se, hvad du tænker